CEBU CITY

Home / CEBU CITY

VELKOMMEN INDEN AFREJSE PRAKTISK INFORMATIONPRAKTIKKENS FORLØBPRAKTIKSTEDERCEBU CITYKONTAKT

 

CEBU CITY

Byen er et samsurium af farveeksplosioner, duftindtryk (nogle ville måske mere kalde det lugte end dufte), virvar, trafikkaos, gadekøkkener, storcentre og en helt masse mennesker – OVERALT! Når man bevæger sig op og ned ad fortovene, med den meget høje kant (mange har ofret en flig af en storetå ved ikke at kigge ned, når de går), ser man både små skure til beboelse, men også højhuse, der tårner sig op over resten.

Cebu er en by fyldt med kontraster – rig og fattig, grimt og pænt, varmt og koldt (aircon kan være en dræber), lossepladser og rigmandskvarterer, affaldssøer og swimmingpools, brød fra bageren og friteret brød fra gadekøkkenet osv osv. Uanset hvor man kigger hen, ser man smilende mennesker – uagtet om filippinerne har mange eller få midler, virker de taknemmelige og ekstremt imødekommende. Man skal vænne sig til at være objekt for tilråb, folk der glor uden hæmninger og en stor nysgerrighed (det er ikke unormalt, at fillipinere tager billeder af udlændinge – også uden at spørge om lov…), men når det bliver en del af hverdagene, kan man bare nyde byen og al dens spændende og fremmede kultur.

Hvis man kan vænne sig til varmen, støjen og den konstante vrimmel af mennesker, har byen utroligt meget at byde på og er helt klart et af de mest varme, kærlige og imødekommende steder i verden. Man kan ofte blive ramt af følelser, når man ser fattigdommen bryde ud af ethvert vindue og på alle gadehjørner, men det bekræfter ens lyst til at være her og hjælpe til, så godt man nu kan. Hvis man møder byen og de lokale filippinere med et åbent sind og et smil, så får man meget igen, og ens ophold kan blive vidunderligt.

Man kan tage op til Busay og nyde byen oppe fra skyerne, man kan shoppe sig fattig i Ayalas mange (vestlige) butikker, man kan spise sig mæt i kylling/karry retter fra Vans gadekøkken i Mandaue, man kan lægge vejen forbi “Kyllingen” i Mabolo, som er de studerendes favorit-spisested, for ca. 35-40 kroner kan man få en times nænsom behandling af rygmusklerne på et af de utallige massagesteder, byen har at byde på, man kan leje sig ind på lækre hoteller med pools, hvor man kan nyde freden og stilheden en slumrende søndag, man kan vandre op i bjergene og spille fodbold med landsbyernes børn, man kan tage på fotosafari i et af de fattige områder (hvis man tager små karameller med til børnene, er man en helt), man kan leje en scooter og køre byen tynd, man kan se på store dyr i byens zoo, man kan tage ud til Mactan, hvor man kan erhverve sig et dykkercertifikat, man kan lege med gadebørnene på ethvert gadehjørne, man kan bare sidde på en bænk og suge indtrykkene og byens pulserende liv til sig – mulighederne er uendelige, og byen er, til trods for dens kaotiske karakter, en perfekt ramme om et 6 måneders ophold. Når man har brug for en pause fra storbylivet, kan man nemt pakke weekendtasken og drage ud og opdage Filippinernes mange fantastiske muligheder.

Contact Us

We're not around right now. But you can send us an email and we'll get back to you, asap.

Not readable? Change text. captcha txt